velkommen til vores byggeside som beskriver vort byggeri af et Preben Jørgensen hus, fra købet af byggegrunden i august 2005 til indflytning i marts 2007.

mandag, oktober 31, 2005

kontrakten er i hus

idag kom så dagen hvor kontrakten kom i hus, og hvor vi fik den endelige indflytningsdato: 1. marts 2007.

det er langt (meget langt) ude i fremtiden; men vi har hele processen igennem indstillet os på, at der ville gå langt tid inden vi kunne flytte ind i vores nye hus, så det betyder ikke så meget for os.

vi har også fået bekræftiget fra lunderskov kommune, at der ikke er kommet indsigelser fra vores naboer vedr. vores dispensationsansøgning ... tak kommende naboer.

sidste weekend var vi på besøg i et preben jørgensen hus i haderslev, og fik snakket med ejeren. han havde været meget tilfreds med preben jørgensen hele vejen igennem, og var meget glade for at de valgte ham. det er jo altid rart at høre om andre, der har succesoplevelser :-)

næste skridt er at vi modtager vores tegninger fra arkitekten hos preben jørgensen, disse skal vi så godkende, så vi kan få byggetilladelsen fra lunderskov kommune.

derefter vi så småt skal til at tage stilling til køkken og bad ... men der er jo (heldigvis) langt tid til, at de går igang – så vi har god tid.

torsdag, oktober 20, 2005

datoen nærmer sig ... langt fremme

i weekenden (mens dorte var i london) kørte klaus jylland tyndt for at kigge på huse, og få yderligere inspiration.

turen gik bl.a. til århus og silkeborg for at se et hus magen til det vi skal bygge. men da ingen huse er ens (heldigvis) så lignede de ikke det som vi skal bygge, så det gav ikke den rigtige fornemmelse af, hvordan vores hus kommer til at se ud. men det gav nogle idéer til hvad der er godt og hvad der er mindre godt.

i mandags var vi til yderligere et møde hos sandie, estate mæglerne, hvor vi gennemgik det seneste overslag og fik lavet de sidste tilretninger (bl.a. hvilke vinduer skal vi have) - så nu er vi snart ved at være ved vejs ende med den del af hele projektet.

onsdag gik turen så til tørring, hvor vi havde et møde med preben jørgensen, som skal bygge vores hus. det var et meget positivt møde, hvor preben kom med flere konstruktive ændringer (hvor skal vi placere vores dør i redskabsrummet, hvor skal vinduerne være i stuen, o.lign.). det var nogen af de ting vi var lidt i tvivl om, og så var det rart at møde en mand der bygger over 100 huse om året, og derfor har noget større erfaring end os.

blandt venner og fjender går preben jørgensen for at være en noget speciel mand. det syntes vi er stærkt overdrevet :-)

preben er håndværker og ikke sælger, og kalder en skovl for en skovl. så vi kørte derfra med fuld tillid til ham og hans firma.

nå ja, så var der jo lige det med indflytningsdatoen. vi var forberedt på, at den ikke lå lige rundt om hjørnet; så den hedder (foreløbig – indtil vi får entreprisekontrakten) 1. marts 2007 ... og det er der jo kun 498 dage til ...

onsdag, oktober 12, 2005

alles ist (nicht) vorbei



dagen idag vil nok mere blive husket for, at danmark ikke kommer med til vm i fodbold næste år, end dagen hvor vi fik svar på jordbundsundersøgelserne og brev fra lunderskov kommune vedr. vores dispensationssag ...

carl bro lavede i fredags jordbundsundersøgelser på vores grund, og idag fik vi "rapporten" med resultatet. da ingen af os er geoteknikere siger resultatet os ikke ret meget, men der er ingen dødningehoveder i rapporten, så det er sikkert ikke helt skidt. klaus har snakket med ham der stod for jordbundsundersøgelsen, og generelt kunne han fortælle for jordbunden i dollerup torp er god :-)

det eneste vi umiddelbart kan læse af rapporten, er at vores grund skråner en smule (der er 0,2 meter højdeforskel fra det ene hjørne af huset til det andet), så måske skal der lidt mere fyldsand på beregnet i første omgang ... men det ved vi meget mere om i løbet af et par dage.

lunderskov kommune har i sidste uge behandlet vores sag om dispensation til at bygge vores carport/redskabsrum tættere på vejskel end det tillades i lokalplanen. vi har af kommunen fået dispensation dertil, men sagen skal sendes i naboorientering. så vi må vente til den 26. oktober, på at høre hvad naboerne har at sige, og hvis der kommer indsigelser, så skal sagen behandles igen den 8. november - lidt træls ...

på mandag skal vi mødes med sandie fra estate mæglerne vedr. vores hus (som nu med 99,9% sikkerhed bliver et preben jørgensen hus), for at diskutere de sidste detaljer. på onsdag skal vi så mødes med preben selv, og gennemgå kontrakten, som vi så har 14 dage til at kigge igennem. vi er spændt på at høre en foreløbig indflytningsdato, og alt der hedder indflytning inden årsskiftet 2006/2007 modtager vi positivt.

så "alles ist nicht vorbei" ... ihvertfald for os ;-)

tirsdag, oktober 04, 2005

3d tegning



klaus har siddet og rodet med et 3d-program (sketchup), hvor han har tegnet vores kommende hus indenfra, med den rumfordeling vi har valgt. det giver et godt indtryk af hele huset – og vi ser f.eks. hvis vi mangler et vindue, en dør, e.lign – eller om noget skal laves helt om.

tegningen kunne sagtens blive mere detaljeret (og mere målfast); men det var hvad der kom ud af ca. 3 timers arbejde.